WeBible

1 - Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

2 - Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind

3 - for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet baader?

4 - Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.

5 - Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.

6 - Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!

7 - Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?

8 - Mon du lytted til, da Gud holdt Raad, og mon du rev Visdommen til dig?

9 - Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstaar du, som vi ikke kender?

10 - Ogsaa vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!

11 - Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?

12 - Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?

13 - Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.

14 - Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?

15 - End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,

16 - hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!

17 - Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,

18 - hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,

19 - dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:

20 - Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede Aar, en Voldsmand lever;

21 - Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;

22 - han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,

23 - udset til Føde for Gribbe, han ved, at han staar for Fald;

24 - Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.

25 - Thi Haanden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,

26 - stormed haardnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.

27 - Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld paa sin Lænd.

28 - tog Bolig i Byer, der øde laa hen, i Huse, man ikke maa bo i, bestemt til at ligge i Grus.

29 - Han bliver ej rig, hans Velstand forgaar, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;

30 - han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.

31 - Han stole ikke paa Tomhed — han farer vild — thi Tomhed skal være hans Løn!

32 - I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;

33 - han ryster som Ranken sin Drue af og kaster som Olietræet sin Blomst.

34 - Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;

35 - svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!